AFGØRELSESOVERSIGT
Nedenstående afgørelsesoversigt giver et overblik over nye og relevante afgørelser inden for entreprise og byggeri. Oversigten indeholder resumeer af afgørelser siden sidste nyhedsbrev og giver læseren mulighed for at klikke sig videre til de respektive afgørelser ved behov. Afgørelserne er inddelt i temaer. Afsnittet indledes med månedens afgørelse, hvor der stilles skarpt på et specifikt tema eller problemstilling.
Månedens afgørelse: Utrykt afgørelse, BS-12737/2024-OLR, afsagt den 20. januar 2026
All risk-entrepriseforsikringer har givet anledning til mange tvister om omfanget af forsikringsdækningen. På trods af de mange sager hersker der fortsat en usikkerhed på området, idet retspraksis ikke er entydig. Den 20. januar 2026 blev der afsagt endnu en dom på området i Østre Landsret. Dommen omhandler, hvorvidt en vandskade forårsaget af en underentreprenørs fejl var dækket af bygherrens all risk-forsikring, som indeholdt en uforudsigelighedsbetingelse.
Resume
Denne afgørelse omhandler en tvist, der opstod i forbindelse med, at en totalentreprenør (TE) for en bygherre (BH) skulle omdanne tidligere kontorbygninger til beboelse. Undervejs lavede en VVS-underentreprenør (UE) 25.000 rørsamlinger. Her blev ét af rørene ikke skubbet langt nok ind i muffen i forhold til det foreskrevne i montageanvisningen, og denne samling endte med at gå fra hinanden. Det blev senere konstateret af Teknologisk Institut, at denne fejl var årsagen til, at der opstod en større vandskade, som blev opdaget halvanden dag før entreprisens aflevering i maj 2022. Dermed blev der ikke afleveret rettidigt, og der påløb dagbøder, som endte med at betyde, at UE gik konkurs i august 2022. Herefter krævede BH dækning hos forsikringsselskabet, hvor BH havde tegnet en all risk-entrepriseforsikring hos (F), hvorunder både TE og UE var omfattet, men F afviste at dække skaden.
Tvisten blev indbragt for byretten, som afsagde dom i 2024. Byrettens dom omtales i det følgende i det omfang, det er relevant, idet landsretten i det væsentligste stadfæstede byrettens dom med henvisning til de af byretten anførte grunde.
BH nedlagde påstand om betaling af kr. 7,85 mio. F afviste BH’s krav med henvisning til, at der i all risk-forsikringsbetingelserne stod, at alene uforudsete begivenheder var dækket, og at denne skade ikke var uforudset, idet den var opstået som følge af, at to rør ikke var samlet i overensstemmelse med anvisningerne.
Spørgsmålet var dermed, hvorvidt vandskaden var en ”uforudset” begivenhed og således dækket af forsikringen hos F. På baggrund af en objektiv vurdering fandt byretten, at der var tale om en uforudset skade: ”Det forhold, at skaderne generelt således kunne forudses ved kendskabet til det mangelfulde rørarbejde, medfører imidlertid ikke, at det konkret kan afvises som en forudset begivenhed efter policens dækningsafgrænsning. Forudseligheden af en skade i forsikringsmæssig henseende må vurderes ved tegningen af forsikringen – og ikke efter skadens opståen.”. Dermed fandt byretten, at skaden var dækket af all risk-forsikringen hos F.
Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at vandskaden var opstået ved en uforudset begivenhed og dermed var dækket af all risk-forsikringen. F blev derfor dømt til at betale BH’s krav på kr. 7,85 mio.
Hvad kan udledes af afgørelsen?
Denne afgørelse illustrerer, at vurderingen af om en skade er uforudset og således dækket af en all risk-entrepriseforsikring med en forsikringsbetingelse herom, skal tage udgangspunkt i, hvad der ved tegningen af forsikringen kan forudsiges – ikke hvad der efter skadens opståen kan forudsiges. Ser man alene på denne afgørelse, skal skadens forudsigelighed altså vurderes objektivt og ikke subjektivt.
Det skal bemærkes, at landsretten nåede frem til et nærmest modsat resultat i en lignende sag fra den 20. marts 2025, som var månedens afgørelse i vores nyhedsbrev for september 2025. Her fandt landsretten ikke, at der var tale om en uforudset skade, idet gulventreprenøren ikke havde fulgt projektanvisningerne, og landsretten foretog nærmere en subjektiv end en objektiv vurdering af skadens forudsigelighed i denne sag. All risk-entrepriseforsikringen dækkede dermed ikke skaden. Landsretten gik altså her i en anden retning end i den nyligt afsagte afgørelse, hvilket illustrerer – som også nævnt i indledningen – at retspraksis på området ikke er entydig. Den nyeste landsretsafgørelse gør altså ikke endeligt op med spørgsmålet om omfanget af all risk-forsikringsdækning, idet afgørelsen indgår i en retsstilling med divergerende landsretspraksis. Man bør som forsikringstager – netop i lyset af den divergerende landsretspraksis – fortsat være opmærksom på indholdet af sine all risk-entrepriseforsikringer herunder blandt andet, hvorvidt de indeholder en uforudsigelighedsbetingelse.
Øvrige afgørelser
Arbejdets omfang (ekstraarbejder)
TBB 2026.131 – C-16422
I denne sag krævede HE af BH kr. 9.696.391,56 inkl. moms for en række ekstraarbejder udført i forbindelse med opførelsen af blandt andet en scenebygning.
Voldgiftsretten fandt, at der skulle tages afgørende hensyn til entreprisens karakter ved bedømmelsen af HE’s krav, ”[…] herunder at projektet mellem HE og BH blev gennemført på partneringlignende vilkår (Open Book), og hvorefter BH og BH’s rådgivere havde fuld indsigt i underentreprenørernes tilbud og adgang til at drøfte tilbuddene med underentreprenørerne”. Voldgiftsretten fandt herefter helt generelt, at HE ikke havde selvstændig mulighed for at tilrettelægge snitfladerne mellem UE’erne, og BH kunne ikke under henvisning hertil kræve, at HE afholdt udgifter til arbejder, som BH mente manglede i UE’s tilbud eller ydelser.
Voldgiftsretten fandt desuden ikke, at der kunne lægges vægt på bestemmelser i kontrakten, der måtte anses for uforenelige med kontraktens partneringlignende karakter, herunder blandt andet bestemmelser om dokumenters prioriterede rækkefølge.
Voldgiftsretten tog herefter stilling til de enkelte krav om betaling for ekstraarbejder. HE fik samlet set medhold i ekstraarbejder for i alt kr. 6.978.104,03 inkl. moms.
Forsinkelse
TBB 2026.111 – C-15936
Denne sag omhandler en tvist opstået i forbindelse med udskiftning af brugsvands- og afløbsinstallationer. HE krævede godtgørelse af BH for forlænget byggetid og spildtid blandt andet som følge af Covid-19.
Voldgiftsretten gav ikke HE medhold i dette krav. BH havde ganske vist udsendt en meddelelse omhandlende afstand og antal håndværkere i boligen ad gangen, men ifølge voldgiftsretten indeholdt denne meddelelse ikke et påbud til HE om ændringer i arbejdets udførelse. Meddelelsen gengav alene anbefalinger fra sundhedsmyndighederne af generel karakter. At HE kun lod én medarbejder være i boligen ad gangen, fulgte dermed ikke af en restriktion fra BH’s side, men var besluttet på baggrund af myndighedernes anbefalinger. Retten fandt altså hverken, at der var tale om ændringer i medfør af AB 92 § 14 eller hindring efter AB 92 § 27, og HE havde ikke krav på den påståede godtgørelse.
HE krævede desuden godtgørelse for merforbrug af fittings og asbestrelaterede forsinkelser, men heller ikke disse krav blev taget til følge.
Reklamation, forældelse og passivitet
TBB 2026.139 – C-16361
Denne sag omhandler en tvist mellem TE og dennes rådgivende ingeniør og arkitekt. TE krævede i sagen erstatning for projekteringsfejl og -mangler opgjort til i alt kr. 14.309.390,50 ekskl. moms.
Voldgiftsretten fandt det først og fremmest ikke bevist, at rådgiverne havde handlet ansvarspådragende, og dermed havde TE ikke løftet bevisbyrden for, at rådgiverne kunne gøres erstatningsansvarlige.
Voldgiftsretten lagde herefter til grund, at TE for første gang gjorde rådgiverne opmærksomme på, at det leverede arbejde ikke var tilfredsstillende ved e-mail i februar 2019, men først reklamerede formelt i august 2019, selvom begge rådgivere havde imødegået e-mailen samme dag. Voldgiftsretten vurderede, at TE i hvert fald senest i begyndelsen af 2018 skulle have reklameret. Såfremt der på dette tidspunkt blev reklameret skriftligt, havde parterne haft mulighed for at indrette sig efter TE’s erstatningskrav. Dermed afviste voldgiftsretten også TE’s krav med den begrundelse, at TE ikke havde reklameret rettidigt.
Herefter vurderede voldgiftsretten, at der desuden var indtrådt forældelse for en række krav, der ikke var behandlet under skønssagen, idet skønserklæringen kun midlertidigt afbrød forældelsesfristen med hensyn til forholdene, som var behandlet i denne.
Voldgiftsretten afviste herefter også TE’s krav om forholdsmæssigt afslag.
TBB 2026.81 – C-16026
I denne sag mellem BH, HE, UE og TR blev der i forbindelse med 1-årsgennemgangen af en entreprise konstateret mangelfuld isolering af vandrør ved rapport af 20. december 2017.
Voldgiftsretten fandt, at HE og UE var erstatningsansvarlige for, at vandinstallationen ikke var udført håndværksmæssigt korrekt, og at TR var erstatningsansvarlig for svigtende tilsyn. Herefter forholdt voldgiftsretten sig til spørgsmålet om reklamation og forældelse.
Voldgiftsretten vurderede, at det først den 20. december 2017 på baggrund af rapporten stod klart for BH, at der kunne gøres et mangelkrav gældende. Dermed løb den treårige forældelsesfrist fra den 20. december 2017.
BH afbrød forældelsen over for TR ved begæring om syn og skøn den 11. september 2020, hvor TR var skønsindstævnt. Dermed havde BH afbrudt forældelsesfristen inden tre år fra den 20. december 2017. BH’s krav mod TR var dermed ikke forældet.
Over for HE blev forældelsen derimod ikke afbrudt, da HE alene var procestilvarslet ved samme begæring. At HE deltog aktivt i skønsprocessen ændrede ikke dette. Forældelsen blev først afbrudt ved anlæg af voldgiftssagen den 18. januar 2022, hvilket var efter fristens udløb. BH’s krav mod HE var derfor forældet
TBB 2026.124 – C-16437
I denne sag krævede UR betaling for arbejder i forlænget byggeperiode af TR, men spørgsmålet var, om UR havde udvist retsfortabende passivitet.
UR gjorde første gang kravet gældende ved at fremsende proformafakturaer i perioden fra januar til maj 2020. I oktober 2020 udstedte UR kreditnotaer for fakturaerne. I november 2020 forbeholdt UR sig kravet og oplyste samtidig, at der månedligt ville blive fremsendt ”overview and specification” vedrørende ekstrakravet. UR havde ikke ført bevis for, at kravet herefter blev gjort gældende, før det den 22. december 2022 igen blev sendt til TR ved advokatbrev. UR havde i mellemtiden fremsendt en ”account statement” i maj 2021 og i november 2022 en e-mail om ”outstanding payments”, hvori ekstrakravet ikke blev nævnt. TR afviste konsekvent UR’s krav i hele perioden.
Voldgiftsretten fandt, at TR fra november 2020 havde rimelig grund til at gå ud fra, at UR ikke ville gøre kravet gældende. Samtidig lagde retten til grund, at TR havde disponeret i tillid hertil. Dermed blev UR’s krav afvist som følge af passivitet.
Andre spørgsmål
TBB 2026.97 – C-16876
Denne sag omhandler en tvist mellem en underentreprenør (UE) og et forsikringsselskab (F) om, hvorvidt UE havde krav på dækning af fakturaer under en kreditforsikringsaftale med F efter, at en totalentreprenør (TE) gik konkurs. I sagen havde UE tegnet en kreditforsikring hos F, som skulle dække tab på uomtvistede fordringer på godkendte fakturaer. Ifølge forsikringsbetingelserne var fordringer fra leverancer til debitor ikke dækket af forsikringen, såfremt de forfaldt mere end 60 dage efter debitors manglende betaling af en tidligere fordring.
UE havde tre ubetalte fakturaer mod TE på cirka kr. 2,3 mio., hvorfor UE krævede disse dækket af F. F afviste imidlertid dækningen af UE’s krav med henvisning til, at en tidligere faktura til TE blev betalt fire måneder efter forfaldsdagen, hvilket ifølge forsikringsbetingelserne medførte, at efterfølgende leverancer – herunder kravet på de kr. 2,3 mio. – ikke var dækket.
Voldgiftsretten bemærkede, at det udtrykkeligt af forsikringsbetingelserne fremgik, at UE skulle underrette F, såfremt en fordring ikke blev betalt senest 60 dage efter det fastsatte betalingstidspunkt, og at forsikringen ikke dækker fordringer hidrørende fra leverancer til debitor opstået efter udløbet af disse 60 dage. Voldgiftsretten lagde – i tråd med det af F anførte – til grund, at en faktura var blevet betalt fire måneder efter forfaldsdatoen. Herefter fandt retten ikke, at det kunne danne grundlag for at bortse fra fakturaen, at TE ikke skulle være rette debitor, at den manglende betaling beroede på en tvist om en post i fakturaerne, eller at fakturaen skulle være forældet. Dermed blev F frifundet.
NYHEDER FRA BRANCHEN
Månedens fokus: Ny Sweco-analyse viser, at genbrug af betondæk kan give markant CO2-besparelse.
I vores nyhedsbrev for august 2025 var månedens fokus, at en række skærpelser af klimakravene i bygningsreglementet 2018 trådte i kraft den 1. juli 2025. Nyhedsbrevet for august 2025 kan læses I denne måned sætter vi fokus på et konkret og praktisk råd til, hvordan disse klimakrav kan overholdes.
En ny Sweco-analyse viser nemlig, at genbrug af betondæk kan reducere klimabelastningen med knap ti procent og biodiversitetspåvirkningen med knap seks procent. Ifølge Sweco udgør betondæk ofte en stor del af klimabelastningen ved nybyggeri, og dermed kan genbrug af betondæk blive en vigtig vej til at overholde de pr. 1. juli 2025 skærpede klimakrav i bygningsreglementet.
Swecos analyse bygger på erfaringer fra et konkret projekt i Københavns Kommune, hvor der i forbindelse med nedrivningen af to eksisterende plejehjem blev høstet 68 slaparmede huldæk med henblik på genanvendelse i et nyt byggeri. Klima- og biodiversitetsbelastningen fra dette projekt blev sammenholdt med data fra Swecos LCA-database. Analysen tager desuden højde for belastningen forbundet med transport og håndtering af elementerne. Det er på denne baggrund, at Sweco konkluderer, at der kan opnås store klimabesparelser ved genbruge af betondæk.
Sweco anfører, at skaleringspotentialet er stort og anslår, at der findes knap syv mio. kvm præfabrikerede betondæk i etageboligbyggerier opført fra 1960-1979, som gradvist vil komme i fare for nedrivning. Genbrug af betondæk vil dog kræve tilpasning og nytænkning, herunder særligt i arkitektens arbejde, da de ældre betondæk ofte er kortere end de moderne, forspændte elementer. Der er også et stort behov for at effektivisere, standardisere og automatisere processerne omkring udtagning af huldæk i beton, men ud fra erfaringerne fra projektet tyder det på, at det er muligt at genbruge de bærende betonelementer på en økonomisk fordelagtig måde. Desuden vurderer Sweco, at genbrug formentlig vil blive mere og mere attraktivt som følge af mangel på råstoffer til nye elementer.
Kilder:
Ny analyse: Genbrug af betondæk giver en markant CO2-reduktion – Læs artiklen
Ny Sweco-analyse viser markant klimagevinst ved genbrug af betondæk – Læs artiklen og Swecos notat
Ny Sweco-analyse viser markant klimagevinst ved genbrug af betondæk – Læs artiklen
Udvalgte nyheder
DTU sender hovedentreprise på nyt nanolab i markedet – Læs artiklen here
1400 grader varm flamme fjerner PFAS fra jord i nyt forsøg – Læs artiklen here
Tre bygherrer og 12 partnerskaber: Brokvarter kan kaste masser af opgaver af sig – Læs artiklen here
Færre konflikter ender i voldgift: Direktør peger på mulig forklaring – Læs artiklen here
For første gang i otte år: Udbyder flere private boliger i eftertragtet kvarter – Læs artiklen here
Flere går til valg på at ville bygge Danmarks største anlægsprojekt – Læs artiklen here
Ventetiden på byggetilladelser falder igen – bare ikke i flertallet af kommuner – Læs artiklen here
“Betonnørder” står klar: Beskyttelsesrum kan give kæmpeordrer – Læs artiklen here
Forsvaret udbyder brandstation på flyvestation – Læs artiklen here
Uro kan give store prisstigninger: Vejdirektoratet melder sig klar til skrue på kontrakter – Læs artiklen here
Milliardbevilling: Enorm renoveringsopgave på vej på Glyptoteket – Læs artiklen here