Byggeret i Kranhøjde – maj 2026

AFGØRELSESOVERSIGT

Nedenstående afgørelsesoversigt giver et overblik over nye og relevante afgørelser inden for entreprise og byggeri. Oversigten indeholder resumeer af afgørelser siden sidste nyhedsbrev, og giver læseren mulighed for at klikke sig videre til de respektive afgørelser ved behov. Afgørelserne er inddelt i temaer. Afsnittet indledes med månedens afgørelse, hvor der stilles skarpt på et specifikt tema eller problemstilling.

 

Månedens afgørelse: Utrykt afgørelse, Sag nr. C-16946 afsagt den 11. februar 2026

 

Månedens afgørelse vedrører en tvist mellem en bygherre og en entreprenør om blandt andet ekstraarbejder, mangler, byggeriets aflevering, dagbodskrav og renter, hvoraf navnlig spørgsmålet om byggeriets aflevering og dagbodskravet er særligt relevant.

 

Resume

Bygherre (BH) og entreprenør (E) indgik en hovedentreprisekontrakt vedrørende opførelsen af et boligbyggeri samt anlæggelse af et dertilhørende udenomsareal med den 31. august 2023 som afleveringstidspunkt. AB 18 var vedtaget mellem parterne, og entreprisesummen var aftalt til kr. 41.200.000 ekskl. moms.

 

BH varslede og krævede dagbod i brev af 31. august 2023. Umiddelbart herefter færdigmeldte E byggeriet ved e-mail af samme dato. B indkaldte ikke E til afleveringsforretning inden for 10 dage efter færdigmeldingen.

 

Efter AB 18 § 45, stk. 3, jf. stk. 1, anses arbejdet for afleveret 10 arbejdsdage efter tidspunktet for færdiggørelsen, hvis bygherren ikke indkalder til afleveringsforretning.

 

Parterne havde i hovedentreprisekontrakten aftalt, at kontrakten havde forrang forud for AB 18. Hovedentreprisekontraktens pkt. 6 indeholdt blandt andet følgende afsnit, som blev fremhævet af voldgiftsretten: ”Byggeriet betragtes som afleveret når byggeriet fremstår uden væsentlige mangler og afleveringsforretningen, jf. AB 18 § 45 er gennemført, samt afleveringsprotokollen jfr. AB 18 § 46 er underskrevet af begge parter.

 

Voldgiftsretten fandt, at kontraktbestemmelsen måtte forstås således, at det var parternes hensigt, at proceduren i AB 18 § 45 skulle finde anvendelse i forbindelse med afleveringen. Kravene om gennemførelsen af afleveringsforretningen og parternes underskrift hindrede således ikke, at bestemmelsen i AB 18 § 45, stk. 3, fandt anvendelse i en situation, hvor bygherren ikke havde indkaldt til afleveringsforretning inden fristen på 10 arbejdsdage fra færdigmeldingen.

 

Voldgiftsretten fandt endvidere, at både BH’s manglende afholdelse af afleveringsforretning i forlængelse af E’s færdigmelding og BH’s manglende konkretisering af, hvilke væsentlige mangler BH anså for dagbodsudløsende i BH’s brev af 31. august 2023, skulle tillægges bevismæssig skadevirkning for BH.

 

På denne baggrund og efter en vurdering af de foreliggende oplysninger fandt voldgiftsretten, at BH hverken havde bevist, at byggeriets stade helt åbenbart gjorde det nytteløst at afholde afleveringsforretning eller at byggeriet på tidspunktet for færdigmeldingen havde sådanne mangler, at ibrugtagning af byggeriet blev væsentligt forsinket eller forhindret. Voldgiftsretten lagde herved navnlig vægt på, at der den 31. august 2023 var meddelt midlertidig ibrugtagningstilladelse for samtlige byggeriets 24 lejligheder.

 

Voldgiftsretten fandt herefter, at E’s færdigmelding var gyldig, og at BH’s manglende indkaldelse til afleveringsforretning inden for 10 arbejdsdage herefter havde den retsvirkning, at byggeriet måtte anses for afleveret, jf. AB 18 § 45, stk. 3, jf. stk. 1. Voldgiftsretten fandt ligeledes, at BH ikke havde ret til dagbod.

 

Hvad kan udledes af afgørelsen?

Voldgiftsrettens afgørelse klarlægger retsstillingen i de tilfælde, hvor bygherren efter entreprenørens færdigmelding undlader at indkalde til afleveringsforretning inden for fristen i AB 18 § 45, stk. 3. I den konkrete sag fandt voldgiftsretten, at arbejderne skulle anses for afleveret 10 dage efter færdigmelding, idet bygherren ikke havde bevist det for nytteløst at afholde afleveringsforretning.

 

Afgørelsen illustrerer, at manglende afholdelse af afleveringsforretning kan tillægges bevismæssig skadevirkning, hvilket medfører, at kravene til bygherrens bevis for, at der forelå væsentlige mangler på tidspunktet for færdigmeldingen, er strengere. Den bevismæssige skadevirkning kan ligeledes have konsekvenser for bygherrens eventuelle dagbodskrav.

 

Øvrige afgørelser

TBB har i denne måned ikke udgivet nye afgørelser.

 

NYHEDER FRA BRANCHEN

Månedens fokus: Første del af Femern Bælt-tunnelen er sænket ned på havbunden

Efter år med forberedelser, udfordringer og gentagne justeringer nåede Femern Bælt‑projektet i begyndelsen af maj 2026 en afgørende milepæl. Det første af 89 standardelementer er nu sænket ned på havbunden ud for Rødbyhavn, hvilket markerer overgangen fra planlægning og test til egentlig realisering af Danmarks største byggeprojekt nogensinde.

 

Processen med at få nedsænket det første tunnelelement blev forsinket med to år i forhold til den oprindelige tidsplan grundet udfordringer med færdiggørelsen og godkendelsen af det specialbyggede fartøj, IVY, der viste sig at være mere tidskrævende end forventet. Vejrforholdene har ligeledes været afgørende for at gennemføre nedsænkningen af tunnelelementet og vil fortsat være en udfordring for projektet.

 

Det første element er dog trods udfordringerne succesfuldt blevet placeret, og efter denne ’generalprøve’ kan nedsænkningen af de resterende 88 elementer begynde. Dette skal efter planen ske over de kommende cirka tre år. Indtil videre er projektet forsinket med tre år for biltrafikken, og administrerende direktør i Sund & Bælt, Mikkel Hemmingsen, har udtalt, at man nu helt har droppet den oprindelige tidsplan for åbning af togtrafikken over forbindelsen. Planen for åbning af togtrafikken blev skrottet, da Tyskland ifølge Sund & Bælt ikke kan nå at være klar med den nødvendige infrastruktur til at tage imod togene.

 

Når den 18 kilometer lange Femern Bælt-forbindelse er færdigbygget, vil det være muligt at krydse Femern Bælt på 10 minutter i bil og 7 minutter i tog.

 

Kilder:

Første del af Femern Bælt-tunnelen er sænket ned på havbunden – Læs artiklen her.

 

Første tunnelelement på Femern er på plads – Læs artiklen her.

 

Danmarkshistoriens største byggeprojekt går ind i ny fase: Nu placeres første del af 18 kilometer lang tunnel på havbunden – Læs artiklen her.

 

Forsinket igen: Tidligst biler på Femern Bælt-forbindelsen i 2032 – Læs artiklen her.

 

Udvalgte nyheder

Skandaler, vandskader og budgetskred: I dag bliver nyt sygehus endelig indviet – Læs artiklen her.

Pensionskasser sortlister golfstat, men investerer i landets luksusbyggeri – Læs artiklen her.

Fremskridt i få kommuner sikrer kortere ventetid på en byggetilladelse – Læs artiklen her.

SAB vinder tvist om opsigelse af entreprisekontrakt – Læs artiklen her.

Forsvaret som bygherre – Læs artiklen her.

Byggebranchen skal ruste sig til en fremtid med råstofmangel – Læs artiklen her.

Digital sikkerhed – en ny virkelighed for byggebranchen – Læs artiklen her.

Andre nyheder

Legal 500’s Comparative Guide 2026

Legal 500 har anerkendt Dianati & Klink Larsen inden for entrepriseret, og vi har i den forbindelse fået den fornemme ære at bidrage til Legal 500’s Comparative Guide inden for entrepriseret.

Byggeret i Kranhøjde – april 2026

Denne måneds afgørelse omhandler en totalentreprenørs ophævelse overfor en underentreprenør på grund af påståede mangler …

Byggeret i Kranhøjde – marts 2026

All risk-entrepriseforsikringer har givet anledning til mange tvister om omfanget af forsikringsdækningen. På trods af de mange sager …

Søg